mandag den 10. maj 2010

IværksætterDanmark på katastrofekurs

Danmark mister iværksætterinvesteringer for mellem 4,4 og 14,5 milliarder kroner. Skattereformens iværksætterskat dræber privates investeringsincitament. Iværksætterne bliver allerede nu ramt af konsekvenserne. Det viser nye beregninger fra den danske venture og kapitalfondsforening (DVCA).

4,4 mia. til 14,5 mia. færre investeringskroner til dansk vækstiværksætteri
Så mange penge forsvinder fra IværksætterDanmark over de kommende syv år pga. porteføljeaktiebeskatningen, iværksætterskatten. Alt imens politikerne taler om at skabe fremtidens vækst. Det viser en undersøgelse, som DVCA har foretaget, blandt landets Business Angels investorer. Jannick Nytoft, adm. direktør, fra den danske venture og kapitalfondsforening udtaler:

Anlægger vi et meget konservativt estimat, viser vores beregninger, at der forsvinder 4,4 mia. kroner, som ellers ville være gået til danske vækstiværksættere. Men danske iværksættere kan gå glip af helt op til 14,5 mia. kroner over de kommende syv år alene på grund af iværksætterskatten. Og disse tal skal ses i forhold til, at iværksætterskatten blot står til at indbringe statskassen et årligt beløb på 150-200 mio. kr.

Skaden er allerede sket
62 % af de adspurgte Business Angels har allerede sagt nej til investeringer på grund af iværksætterskatten. Jannick Nytoft udtaler:

Vores undersøgelse viser, at iværksætterskatten allerede nu har katastrofale konsekvenser for dansk vækstiværksætteri. DVCA har fra dag ét talt imod iværksætterskatten, men at hele 62 %, af de adspurgte Business Angels har sagt nej til investeringer, kommer alligevel bag på mig. Det vil desværre snart afspejle sig negativt i iværksætterstatistikken. Og regeringen når i hvert fald ikke sit mål om at Danmarks skal være blandt verdens førende iværksætternationer i 2015.

Iværksætterne rammes hårdt
45 % af de adspurgte Business Angels svarer, at de kender til iværksættere, som allerede nu er blevet ramt af iværksætterskatten. Enten ved at iværksætteren kommer under 10 % af ejerandelen og dermed skal betale yderligere 25 % i skat. Eller ved at iværksætteren bliver nødt til at optage yderlige lån med sikkerhed i private aktiver, for at opretholde en ejerandel på over 10 %. Jannick Nytoft udtaler:

Iværksætteren har ofte vinket farvel til et vellønnet job og investerer nu lange arbejdsuger på at forfølge en god forretningsidé. Det burde det danske samfund påskønne. I stedet pålægger man iværksætteren en ekstra skat eller tvinger iværksætteren til at påtage sig investeringer, der kan betyde, at iværksætteren bliver nødt til at gå fra hus og hjem.

Fremtiden tegner dystert for danske iværksættere
79 % af de adspurgte Business Angels vil investere mindre i vækst-iværksættere. Og i gennemsnit vil de adspurgte Business Angels reducere deres investeringer i vækstvirksomheder med 39 %. Jannick Nytoft udtaler:

Business Angels løber i forvejen en stor risiko ved at investere i iværksættervirksomheder, der risikerer ikke at blive til noget. Faktisk så stor en risiko at bankerne ikke ønsker at involvere sig. Derfor virker det ikke helt gennemtænkt, når skattereformens iværksætterskat straffer mennesker, der arbejder på at skabe den fremtidige vækst, som Danmark så indtrængende har brug for, ved at afkræve yderligere 25 % i skat af en risikofyldt investering.

Mere information:
Jannick Nytoft, adm. direktør, DVCA, tlf.: 27 11 20 73


Fakta:

Om iværksætterskatten
Skattereformens porteføljeaktiebeskatning, iværksætteskatten, bestemmer, at investorer og iværksættere, som ejer mindre end 10 % af en virksomhed, nu bliver beskattet med yderligere 25 %, i forhold til hvis ejerandelen er mere end 10 %. Ejer man mindre end 10 % af en virksomhed bliver den samlede effektive skattesats 67 % mod 56,5 % hvis ejerandelen er mere end 10 % - svarende til skatteloftet i skattereformen. Det forhindrer mange iværksættere i at starte eller videreudvikle egen virksomhed.

Om Business Angels
Business Angels er aktive private investorer, der tilfører kapital, viden, erfaring, netværk og tid til de projekter, de går ind i. Gennem deres aktive engagement kan Business Angels yde et betydeligt værdiskabende bidrag i den nystartede virksomheds liv. Med de rigtige Business Angels omkring bordet øges virksomhedens chancer for succes markant. Iværksætterskatten betyder således, at iværksætteren kommer til at gå glip af startkapital men også den vigtige viden, erfaring og netværk, som en Business Angel kan tilføre en nystartet virksomhed. I Danmark er Business Angels organiseret i DVCA.

Læs mere om resultaterne af DVCA’s Business Angel undersøgelse her: http://dvca.inforce.dk/graphics/dvca/dokumenter/Pressemeddelelser/Resultater%20af%20DVCA%27s%20Business%20Angel%20unders%F8gelse.pdf